Telenor, der i Danmark er mest kendt for at stå bag selskaberne Cybercity, Sonofon og CBB, har betalt 93 millioner kr. for mobilteleselskabet BiBoB og dets 69.000 kunder.

”Telenor ønsker løbende at styrke sin position i Danmark og møde kunderne, hvor de er. Ambitionen om løbende at styrke vores markedsposition kan dels nås gennem organisk vækst, dels via opkøb. Vores køb af BiBoB i dag er et godt eksempel på det sidste.” udtaler Henrik Clausen, adm. direktør i Telenor Danmark.

Telenor er den næststørste leverandør på danske mobiltelemarked og har med købet af BiBoB opnået en markedsandel på ca. 27%.

BiBoB blev stiftet i juni 2007 af Frank Rasmussen, der var hovedaktionær ind til Telenors opkøb af selskabet. Den samme Frank Rasmussen solgte i 2004 Telmore til TDC for et tre-cifret millionbeløb.

Selv om BiBoB fortsætter med egne medarbejdere og egen produktudvikling, er Frank Rasmussen ikke længere en del af projektet.

Kort før Telenors overtagelse solgte BiBoB således sine selvudviklede MVNO-systemer (mobile virtual network operator) til firmaet MVNO Systems A/S. MVNO-systemerne tilbyder en totalløsning for nye teleselskaber, der inkluderer alt fra kundeservice, billing, SIM-kort og logistik til mobilnetværksadgang.

Hele løsningen tilbydes som web-service, så det eneste et nyt teleselskab selv skal stå for er at integrere systemfaciliteterne i sin hjemmeside samt skabe et solidt brand.

Direktøren for MVNO Systems A/S hedder Frank Rasmussen, så mon vi her ser begyndelsen på den næste Frank Rasmussen-succes?