Samtidig med det analoge sendenet slukkes, og det digitale sendenet tager over, lancerer Danmarks Radio tre nye frit tilgængelige digitale tv-kanaler for licens-pengene.
For at kunne se de nye kanaler, skal du have en TV-antenne og en digital modtager af mærket MPEG4. For at få fuldt udbytte af DR HD skal dit fjernsyn desuden være mindst HD Ready.
DR's tre nye kanaler hedder:
-
DR Ramasjang:
For børn mellem 3 og 10 år. Kanalen byder på alle de kendte figurer og serier, og værterne vil involvere børnene i udsendelserne med masser af dynamik og liv. DR Ramasjang bliver tilpasset børnenes årscyklus med programmer, der passer til hverdage, weekender og ferier. DR Ramasjang sender fra kl. 06.00 til kl. 20.00, hver dag, året rundt. -
DR K:
For historie- og kulturinteresserede. Kanalen bliver platform for det brede kulturbillede og byder på alt fra kunst over design, arkitektur, mode og opera til dramaserier fra DR-arkivet. DR K sender fra 16.00 til kl. 24.00 alle dage, året rundt. -
DR HD:
Høj Definitions TV til alle, der ønsker ekstra god billedkvalitet af DR programmerne. DR HD sender fakta, fiktion og sport samt de store dramaserier fra DR1 og DR2. Danmarks Radio lover, at DR HD kun sender i ægte HD og altså aldrig blot vil være opskaleret.
Hvis du får dit TV-signal fra kabel, satellit, parabol, bredbånd eller fællesantenne, bliver du nødt til at kontakte din leverandør for nærmere oplysninger om, hvordan du kommer til at kunne se de nye kanaler.