De faldende priser på dataabonnementer i det almindelige mobilnet kombineret med mere stabile og hurtigere mobilt bredbånd har givet adskillige operatører mulighed for at tilbyde en række tv-kanaler på mobiltelefonen uden om DVB-H.
DVB-H kræver først og fremmest et helt nyt sendenet, og samtidig skal brugerne investere i nye telefoner, der kan modtage signalerne. Der er således tale om massive investeringer for både operatører og den enkelte kunde - og det for et produkt, der allerede eksisterer i stor udstrækning.
Som udviklingen går i øjeblikket er danskerne ikke rede til at betale mere for medier, snarere tværtimod.
Samtidig er DVB-H standarden udviklet til ganske almindeligt tv med en programflade - altså uden mulighed for, at seeren selv kan vælge, hvornår han eller hun vil se et givent program.
Østrig og Schweiz har været tidligt ude med lanceringen af mobil-tv via DVB-H, men begge lande har måtte opgive igen, da forretningen ikke kunne løbe rundt.
I Danmark er det Boxer og DR, der har rettighederne til DVB-H, men der er ikke kommet noget nyt fra deres side i et stykke tid.