Call Me overtog for nylig DebitelSolos kunder og lancerede i den forbindelse sit optankningsprodukt; Pay'n'Go.

Nu er tiden åbenbart kommet til videreudvikling, for Pay'n'Go er blevet delt op i Pay'n'Go Sekund og Pay'n'Go Minut, hvor taleprisen takseres efter påbegyndt henholdsvis sekund og minut.

Minutprisen i det "gamle" Pay'n'Go var 49 øre/min., mens den nu er sat ned til 40 øre/min. for Pay'n'Go Minut og sat op til 55 øre/min. for Pay'n'Go Sekund.

Mange andre selskaber har benyttet samme fremgangsmåde for sine optankningsprodukter. F.eks. ses TDC's Click, Telmores Tale samt CBB og Onfones abonnementer i såvel en sekund- som en minutversion.

Call Me har også sænket sms-prisen fra 19 øre til 15 øre og sænket minimumsforbruget fra 29 kr./md. til 9 kr./md på begge Pay'n'Go abonnementer.

Da Call Me i tilgift har fjernet Pay'n'Go's hidtidige opkaldsafgift på 29 øre pr. opkald, så opkaldsafgiften nu er gratis, ser det umiddelbart ud til at mange kunder kan få glæde af de nye produkter.