Det 6 år gamle M1 med 100.000 kunder, en omsætning på mere end 100 mio. kr. om året og tre kåringer som årets Nordjyske Gazelle-virksomhed i Børsen bliver nu datter-selskab for Telmore.
Ejerkredsen bag M1: De to stiftere Mads Peter Veiby og Thomas Havemann samt investeringsselskabet B&C Holding har i fællesskab vurderet, at for at M1 skulle kunne udvikle sig yderligere, var tiden inde til at lade nye ejere komme til.
Efter M1 var blevet værdisat, faldt valget af køber altså på Telmore. Begrundelsen for at lade Telmore overtage M1 er, at der var brug for et allerede succesfuldt mobilselskab, der ville føre M1 videre i samme ånd som hidtil og lade kontoret forblive i Aalborg.
M1's kunder bliver ikke umiddelbart berørt at overtagelsen og beholder både priser, vilkår og SIM-kort. Mads Peter Veiby fortsætter som adm. direktør i M1, mens Telmores administrerende direktør Allan Christiansen indtræder som formand for M1.